OVERBLIK: PostNord udfordret af faldende brevmængder

    Den dansk-svenske postvirksomhed PostNord skal have ny bestyrelsesformand.

    PostNord har de senere år været gennem mange trængsler som følge af faldende brevmængder.

    Læs om udviklingen her.

    * PostNord er ejet af den danske og svenske stat i fællesskab.

    * Den nordiske postgigant blev skabt i 2009 med en sammenlægning af Post Danmark A/S og det svenske Posten AB.

    * Den svenske stat ejer 60 procent af selskabet, mens den danske stat ejer 40 procent.

    * Siden årtusindskiftet er brevmængderne i den danske virksomhed faldet med cirka 80 procent. Samtidig er portoen steget.

    * Mens antallet af breve er faldet, er det gået den anden vej med mængden af pakker. Det skyldes blandt andet stigende nethandel.

    * Antallet af PostNords pakkeudleveringssteder steg eksempelvis fra 975 i 2012 til 1525 i 2017.

    * I oktober 2017 blev ejerne enige om at skyde 1,7 milliarder kroner i PostNord, hvoraf den danske stat bidrager med langt den største del – 1,4 milliarder kroner.

    * Pengene skal blandt andet bruges til at betale for kompensation til kommende afskedigelser af tjenestemænd.

    * En ny strategi for PostNord betyder, at omdeling af pakker fremover vil være bærende for virksomheden.

    * De fysiske breve tages med i samme ombæring. Dermed kan der effektiviseres og spares på mandskabet, lyder rationalet.

    * De kommende år vil PostNord skære mellem 3500 og 4000 fuldtidsstillinger, herunder 500 i administrationen.

    Kilder: PostNord og Ritzau.

    /ritzau/