GOG-stregspilleren Torsten Laen stopper håndboldkarrieren som aktiv spiller til sommer. Det skriver GOG på sin hjemmeside.
Når GOG-spillerne i juni lægger sko og harpiks på hylden for at holde ferie, er der tale om en permanent løsning for 38-årige Torsten Laen, som har besluttet sig for at indstille karrieren for at hellige sig nye projekter.
– Det er jo lidt specielt. Jeg er opfostret med mange gode år i Gudmehallen, og jeg har vundet mange titler.
– Min identitet er selvfølgelig forbundet med at være “håndboldspilleren Torsten”, men alting har en ende, og det er det rigtige tidspunkt nu at sige tak for denne gang og lægge håndboldskoene på hylden.
– Jeg ser frem til det, der venter mig efter sommeren 2018, og det glæder jeg mig også til. Det er et nyt kapitel i mit liv, siger Torsten Laen til klubbens hjemmeside.
/ritzau/











