Den irske regering har officielt besluttet at holde en folkeafstemning om en liberalisering af landets abortlovgivning.
Det oplyser Irlands premierminister, Leo Varadkar, ifølge flere britiske medier.
Folkeafstemningen vil finde sted i slutningen af maj.
Allerede i efteråret sidste år meddelte den irske regering, at den planlægger en folkeafstemning om abort i løbet af maj eller juni 2018.
Den irske forfatning blev i 1983 ændret til en af de strengeste i Europa i forhold til abort, da myndighederne er forpligtet til at tage hensyn til et ufødt barn i samme grad, som de skal tage hensyn til moren.
Abort er i praksis næsten kun mulig, når morens liv er i fare.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Tusindvis af irske piger og kvinder rejser årligt til Storbritannien for at få foretaget en abort.
I de seneste år har meningsmålinger antydet, at der er en voksende støtte til abort eller i hvert fald til en mere lempelig lovgivning på området.
/ritzau/











