Alpin skiløber fuldender dansk OL-hold i Sydkorea

    Danmark får 17 atleter med til vinter-OL i Sydkorea, efter at den alpine skiløber Casper Dyrbye er udtaget.

    Det meddeler Danmarks Idrætsforbund (DIF) i en pressemeddelelse.

    Dermed består det danske hold af to curlinghold, tre speedskatere, to alpinister, en langrendsløber og en freestyler.

    Der er tale om det næststørste danske hold til et vinter-OL, når det går løs i Pyeongchang fra 9. februar.

    Antallet overgås kun af holdet, der stillede op i Vancouver i 2010, som bestod af 18 atleter.

    21-årige Casper Dyrbye er blevet udtaget af DIF, og han gør dermed Christoffer Faarup selskab i de alpine konkurrencer.

    Casper Dyrbye stiller op i slalom og storslalom, efter at han ikke kvalificerede sig direkte.

    Han fik en kvoteplads og klarede de nationale krav, og derfor har DIF valgt at udtage ham, da muligheden opstod.

    – Casper Dyrbye er en ung skiløber med fremtiden foran sig. At han allerede som 21-årig skulle kvalificere sig til vinter-OL, havde hverken han eller vi turde tro på, siger Morten Rodtwitt, der er Chef de Mission for Danmarks Olympiske Komité under Danmarks Idrætsforbund, i pressemeddelelsen.

    Hovedpersonen selv ser frem til at dyste i Sydkorea.

    – Jeg blev helt vildt overrasket, men også både glad og stolt, da jeg fik beskeden om, at jeg var udtaget til vinter-OL. Jeg har drømt om det hele sæsonen, men vidste at det ville blive svært, siger Casper Dyrbye.

    Han skal i aktion både 18. og 22. februar.

    For nylig blev det bekræftet, at også den 32-årige grønlandske freestyler Laila Friis-Salling er udtaget, da andre freestylere meldte fra, og DIF fik tilbudt en plads.

    /ritzau/