Lokale medier: Et militærakademi i Kabul er under angreb

    Et militærakademi i den vestlige del af Afghanistans hovedstad, Kabul, er mandag morgen lokal tid under angreb.

    Det rapporterer lokale medier ifølge nyhedsbureauet dpa.

    Der kan høres eksplosioner og skud, skriver det lokale medie ToloNews.

    – Der er hørt skud, men der er endnu ingen oplysninger om angrebet, siger talsmand for politiet i Kabul Basir Mujahid ifølge dpa.

    Angrebet kommer, kun to dage efter at ambassade- og regeringskvarteret i Kabul lørdag blev rystet af en kraftig bilbombe, der dræbte over 100 og sårede over 230.

    Taliban har taget skylden for bomben, der var placeret i en ambulance, der blev kørt af en selvmordsbomber.

    /ritzau/