Ikeas grundlægger, Ingvar Kamprad, døde lørdag i sit hjem i Småland efter kort tids sygdom, oplyser Ikea i en pressemeddelelse.
Erhvervsikonet var omgivet af sine kære, da han døde.
Og de ansatte i grundlæggerens livsværk deler de efterladtes sorg, lyder det.
– Vi sørger over tabet af vores grundlægger og kære ven Ingvar, siger Jesper Brodin, topchef og formand for Ikea koncernen, i meddelelsen.
– Hans eftermæle vil blive beundret i mange år fremover, og hans vision – om at skabe et bedre hverdagsliv for mange mennesker – vil fortsætte med at lede og inspirere os, tilføjer han.
Ingvar Kamprad beskrives af koncernen som en fantastisk iværksætter, der var hårdtarbejdende og stædig, men som samtidig var et varmt menneske med glimt i øjet.
Han arbejdede til det sidste, oplyser Ikea. Selv om han formelt forlod sine topposter i Ikea i 1988, forblev han en vigtig figur i koncernen og fungerede som seniorrådgiver frem til sin død.
Topchef for Inter Ikea Group Torbjörn Lööf siger, at de ansatte vil mindes Ingvar Kamprads engagement og evne til aldrig at give op og altid forsøge at forbedre sig.
/ritzau/











