Wozniacki fejret i Melbourne: Jeg sov kun halvanden time

    Tennisstjernen Caroline Wozniacki blev søndag fejret med manér i Melbournes botaniske have efter sin triumf i Australian Open.

    Her blev den 27-årige dansker sejlet rundt på havens lille sø med vindertrofæet om bord.

    Bagefter poppede Wozniacki også en champagne og satte ord på lørdagens bedrift, hvor hun i en nervepirrende finale slog rumænske Simona Halep i tre sæt.

    – Det er stadigvæk meget surrealistisk.

    – De sidste ti timer eller deromkring har været vanvittige, og der sker meget omkring mig.

    – Jeg har sovet halvanden time i nat, så det er ikke så meget. Jeg er overvældet, spændt og lykkelig. Det er en blanding af mange forskellige følelser, siger Wozniacki til turneringens hjemmeside.

    Danskeren har været professionel tennisspiller i mere end ti år og for det meste tilhørt verdenstoppen. Frem til lørdag var det dog aldrig lykkedes at vinde en grand slam-turnering.

    – Det er noget, jeg har drømt om, siden jeg var en lille pige. Så det betyder meget for mig at være her nu og have det her trofæ i hænderne.

    – Det var svært at falde i søvn, for der var mange ting, der gik gennem tankerne – nummer et i verden og grand slam-vinder. Det kunne ikke være bedre lige nu, siger hun.

    Ud over titlen og en præmiecheck på 19,4 millioner kroner overtager Wozniacki førstepladsen på verdensranglisten.

    /ritzau/