Sponsorekspert: Wozniacki er mere værd uden for banen

    Med sejren i Australian Open kan Caroline Wozniacki se frem til at blive endnu mere forgyldt, end hun er i forvejen.

    Det mener Thomas Badura, der er direktør i sponsorrådgivningsfirmaet SponsorPeople.

    Han vurderer, at den 27-årige tennisstjerne med sejren vil hæve sine sponsorindtægter betragteligt.

    – Nu har hun virkelig slået sit navn fast, og det giver hende nogle ekstra muligheder.

    – Wozniacki leverer varen sportsligt, og når hun samtidig som person er udadvendt og professionel, så vil det afspejle sig i hendes sponsorindtægter, siger Thomas Badura.

    Danskeren har blandt andre store mærkevarer som Adidas, Rolex og Babolat som sponsorer.

    – Først og fremmest vil Wozniackis sponsorer sandsynligvis belønne hende for at vinde en grand slam-titel, siger Badura.

    – Dernæst står hun bare stærkt, når hun skal genforhandle aftalerne med sine nuværende sponsorer, og så er der også helt nye og potentielle sponsorer.

    Med triumfen i Melbourne har Caroline Wozniacki passeret en samlet præmieindtjening på 180 millioner kroner over hele karrieren.

    Thomas Badura vurderer, at danskeren er endnu mere værd uden for banen.

    – Hvis det ikke allerede er sket, så kommer hendes sponsorindtægter til at overstige hendes totale præmieindtægter.

    – Hun er den danske sportsudøver, der ligger klart bedst i forhold til sponsorindtægter, siger han.

    Thomas Badura mener også, at Wozniacki efter karrieren vil være interessant for internationale mærkevarer.

    – Det vil hun være.

    – Fra et professionel synspunkt bliver det spændende at se, hvilke typer aftaler, hun vil lave fremadrettet.

    – Det kan være andre brands og produkter, der er interesseret i hende, hvis hun ikke er så aktiv på tennisbanen om tre til fem år.

    – Hvis hun på et tidspunkt bliver mor, så åbner det også mulighed for en anden type sponsorer, siger han.

    Lørdagens sejr i Melbourne indbringer Caroline Wozniacki en præmiecheck på 19,4 millioner kroner. Samtidig sender triumfen hende op på førstepladsen på verdensranglisten, når den bliver opdateret den kommende mandag.

    /ritzau/