Studerende kalder borgerforslag demokratisk sminke

    Politikerne har begrænset de unges muligheder for at uddanne sig for at vinde en lille kortsigtet besparelse.

    Med den begrundelse har de danske elev- og studenterorganisationer som de første i Danmark gjort brug af en ny mulighed, Folketinget har åbnet: De har stillet et såkaldt borgerforslag, der handler om at afskaffe uddannelsesloftet.

    Men selv hvis det skulle lykkes de studerende at samle de 50.000 underskrifter, som det kræves for at få Folketinget til at behandle et borgerforslag, så skal de ikke regne med, at uddannelsesloftet bliver afskaffet.

    Sådan lyder meldingen fra Folketingets tre største partier lørdag.

    Og det vækker stor stor skuffelse hos de studerende.

    – Nu er det ikke kun et spørgsmål om uddannelsesloftet. Det er også blevet et demokratisk spørgsmål, siger Sana Mahin Doost, der er formand for Danske Studerendes Fællesråd.

    – Politikerne indfører et system med nærmest demokratisk sminke og pseudo-inddragelse. Det kan vi ikke acceptere, siger hun.

    Uddannelsesordførerne fra såvel Socialdemokratiet, Venstre som Dansk Folkeparti siger lørdag til Ritzau, at de står ved beslutningen om at begrænse dobbeltuddannelse.

    Den er blevet truffet for at skaffe cirka 300 millioner kroner til at reparere på dagpengesystemet.

    /ritzau/