En fireårig dreng er kommet alvorligt til skade i en bilulykke ved Nykøbing Falster tirsdag morgen. Drengen er fløjet til Rigshospitalet for at blive behandlet.
Det oplyser Ove Christoffersen, der er vagtchef ved Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi.
– Vi ved, at drengen er kommet alvorligt til skade og er fløjet til Rigshospitalet med helikopter, fortæller vagtchefen.
Bilulykken skete på Gaabensevej og blev anmeldt klokken 07.43 tirsdag morgen. Vejen er nu afspærret, og der er en patrulje til stede på ulykkesstedet.
– Det er begrænset, hvor meget vi ved lige nu.
– Men det ser ud til, at en lastbil er kørt op i en personvogn, der skulle dreje til højre. Bilen blev skubbet over i modsatte kørebane, hvor den ramte en anden bil, siger vagtchefen.
Drengen sad angiveligt i bilen sammen med sine forældre, da ulykken skete, fortæller Ove Christoffersen. Moren er kørt til Rigshospitalet for at være sammen med sin søn, men hun er ikke kommet til skade.
Det er fortsat uvist, hvor alvorligt den lille dreng er kommet til skade, og der er ikke noget nyt om hans tilstand.
Politiet understreger, at der ikke er noget som tyder på, at drengens forældre eller andre personer er kommet til skade i bilulykken.
/ritzau/











