En person mister livet efter lejlighedsbrand på Østerbro

    En person har mistet livet efter at være brændt inde i en lejlighed på Østerbro i København sent mandag aften.

    Det oplyser Michael Andersen, vagtchef ved Københavns Politi.

    – Vi fik en anmeldelse klokken 23.31, om at der var ild i en lejlighed på Østerbro. Og da vi kommer derud, finder vi en død person i lejligheden, lyder det fra vagtchef Michael Andersen

    Branden er lidt over midnat natten til tirsdag blevet slukket, oplyser han.

    Det er endnu uvist, hvad der har forårsaget ulykken.

    – Vi ved det ikke. Vi har spærret af derude nu og venter på, at teknikerne kommer i morgen tidlig, siger vagtchefen.

    Politiet har endnu ikke underrettet de pårørende. Derfor ønsker politiet ikke at oplyse den præcise adresse eller nærmere detaljer om ofret.

    /ritzau/