FCK-nyindkøb om 0-5-nederlag: Det er pisse irriterende

    Fodboldspilleren Robert Skov var mildest talt utilfreds, efter at han mandag fik sin uofficielle debut for FC København.

    Spilleren, som FCK i sidste uge hentede i Silkeborg, var med i lidt over en time, da de danske mestre tabte 0-5 til russiske Zenit St. Petersborg.

    Det skete i en træningskamp i Dubai.

    – Det er pisse irriterende at tabe 0-5, siger han til FCK’s hjemmeside.

    – Vi laver alt for mange dumme fejl og giver alt for mange chancer væk, som gode hold udnytter, og det er Zenit.

    – Hvis vi havde været lidt mere fokuserede og skarpe og holdt dem væk fra alle de chancer, så havde vi også fået et bedre resultat.

    – Jeg synes egentlig, vi er okay på bolden og har meget okay spil, men det er selvfølgelig meget lige-ved-og-næsten, hvor vi mangler det sidste, siger Robert Skov.

    Han og FCK får mulighed for at revanchere sig på torsdag.

    Her møder holdet kinesiske Guangzhou Evergrande.

    /ritzau/