DM-sølvvindere i ishockey er truet på eksistensen

    Ishockeyklubben Gentofte Stars er truet på sin eksistens.

    DM-sølvvinderne fra sidste sæson mangler cirka en million kroner for at kunne køre forretningen videre i resten af denne sæson.

    Det skriver klubben på sin hjemmeside.

    Her meddeler Gentofte Stars, at klubben ikke har haft held med at få de penge i klubkassen, som klubben havde fået tilsagn om fra sponsorer.

    – For mange af de private personer og virksomheder, som i foråret 2017 tilkendegav deres økonomiske støtte til Gentofte Stars, har efterfølgende ikke indfriet aftalerne, og det har nu bragt eliteholdets eksistens i spil – lige nu mangler vi godt og vel en million for at kunne sikre eliteishockeyen i Gentofte.

    – Vi har gennem hele sæsonen fået nye virksomheder med i vores erhvervsklub, og der er også kommet en række nye sponsorer til klubben i denne sæson.

    – Men desværre har alt for mange ikke kunne levere på de aftaler, der har været, skriver klubben.

    I sidste sæson var Gentofte Stars den helt store solstrålehistorie i Metal Ligaen.

    Klubben nåede meget overraskende frem til DM-finalen, hvor det dog blev til et samlet nederlag til Esbjerg.

    I denne sæson ligger Gentofte Stars aktuelt nummer otte i grundspillet.

    Klubben skal tirsdag aften spille hjemme mod Rødovre Mighty Bulls i Metal Ligaen.

    /ritzau/