Dronning Margrethe har udnævnt professor (mso), lektor, ph.d. Jes Fabricius Møller til kongelig ordenshistoriograf fra 1. marts 2018.
Det oplyser kongehuset i en pressemeddelelse.
Jes Fabricius Møller har ofte optrådt i medierne, hvor han har bidraget med sin viden om den royale historie.
Embedet som kongelig ordenshistoriograf blev oprettet i 1808. Hovedopgaven er at forvalte Ordenskapitlets arkiv. Han vil især få til opgave at indsamle selvbiografier fra personer, der er blevet dekoreret.
Jes Fabricius Møller afløser kammerherre, professor, dr.phil. Knud Vinggaard Jespersen. Han har varetaget posten som kongelig ordenshistoriograf i 22 år.
Jes Fabricius Møller har været tilknyttet Københavns Universitet som lektor siden 2005.
Siden 2014 har han været professor med særlige opgaver (mso) ved Grundtvig Centeret på Aarhus Universitet og professor II ved Det Teologiske Fakultet på Universitetet i Oslo siden 2016.
/ritzau/











