Pave Frans er bekymret for udsigten til, at verden risikerer at blive ramt af en utilsigtet atomkrig.
Det fortalte han journalister mandag aften om bord på sit fly på vej til Santiago, hvor han indleder et ugelangt besøg i Chile og Peru.
– Jeg tror, at vi befinder os lige på kanten, siger paven, da han bliver spurgt til truslen om en atomkrig.
Det sker i kølvandet på en række missiltest fra Nordkorea samt en falsk missilalarm i sidste uge, der udløste panik i den amerikanske delstat Hawaii.
– Jeg er virkelig bange for dette. Ét uheld er nok til at udløse ting, siger han.
Den 81-årige pave landede i Santiago sent mandag aften. Det er hans første besøg i Chile, efter at han i 2013 overtog paveembedet fra pave Benedikt.
Forberedelserne til pave Frans’ besøg i Chile er blevet overskygget af en nylig offentliggjort rapport. Heri er knap 80 medlemmer af den katolske kirke i landet anklaget for seksuelt misbrug af mindreårige siden 2000.
Flere end halvdelen af dem er blevet dømt skyldige ved en af Vatikanets domstole.
Der ventes også store protester mod pave Frans’ udnævnelse af en biskop i den sydlige by Ororno. Biskoppen er således beskyldt for at have dækket over den indflydelsesrige præst Fernando Karadima, som Vatikanet i 2011 dømte skyldig i børnemisbrug.
/ritzau/AFP











