Sverige nedlægger Serbien og henter første EM-sejr

    Sveriges mandlige håndboldlandshold vandt søndag en tidlig nøglekamp over Serbien ved EM i Kroatien.

    Svenskerne sejrede med cifrene 30-25 efter en føring på 16-10 ved pausen.

    Begge hold havde tabt den første kamp i gruppe A, så der var pres på før kampen i Split, for kun de tre bedste hold går videre til mellemrunden.

    Det pres håndterede Sverige bedst, og efter en lige begyndelse på kampen stormede svenskerne af sted til en 8-3-føring.

    Serbien formåede ikke at få kontakt, og få sekunder før pausen sendte svenskernes Jesper Nielsen den sidste scoring i første halvleg i mål.

    I anden halvleg lignede det længe en ret sikker svensk sejr.

    Men bagud 18-23 scorede Serbien tre mål på stribe, og Petar Nenadic fik dernæst en friløber i en kontra.

    Sveriges målmand Mikael Appelgren fik imidlertid pareret afslutningen, og kort efter scorede Albin Lagergren til 24-21 for svenskerne.

    Serberne fik senere endnu en mulighed for at komme ind i kampen, da Sverige en overgang var to spillere i undertal.

    Det lykkedes i stedet for svenskerne at udvide føringen og tage de to første point i gruppen, mens serberne er uden point.

    Senere søndag vandt Kroatien i samme gruppe 29-22 over Island efter en føring på 14-13 ved pausen.

    Kroatien topper gruppe A med fire point, mens Island og Sverige begge har to point.

    Pointløse Serbien har fortsat et håb om at komme videre til mellemrunden før holdets afsluttende kamp mod Island.

    I gruppe B havde Frankrigs verdensmestre i Porec som ventet ingen problemer med at hente den anden sejr i træk.

    Efter den snævre etmålssejr over Norge fredag vandt franskmændene sikkert med 33-26 over Østrig.

    Franske storspillere som Nikola Karabatic og Cedric Soirhando fik et hvil, så de kan være friske senere i turneringen.

    Frankrig førte 17-12 ved pausen, og føringen blev udvidet efter pausen.

    Senere søndag vandt Norge 33-28 over Hviderusland efter norsk føring på 15-12 ved pausen.

    Frankrig topper gruppe B med fire point, mens både Norge og Hviderusland har to point.

    Østrig er sidst uden point.

    /ritzau/