To biler støder sammen – en mand mister livet

    To biler stødte søndag eftermiddag sammen i et kryds mellem Holstebro og Vemb i Vestjylland.

    Føreren af den ene bil mistede livet, oplyser vagtchef Carsten Henriksen, Midt- og Vestjyllands Politi.

    Ulykken skete kort efter middag søndag i krydset Donskærvej og Hestbækvej ved Vemb.

    – Det er et sted, hvor to småveje krydser hinanden, og hvor den ene bilist tilsyneladende overså sin ubetingede vigepligt og kørte ind i krydset, siger Carsten Henriksen.

    Den ene bil kom kørende i østlig retning ad Donskærvej, da den blev ramt af en anden bil, der kom kørende ad Hestbækvej i sydlig retning.

    Sammenstødet var så voldsomt, at føreren af den ramte bil døde af sine kvæstelser. De øvrige implicerede personer slap uskadt.

    Den døde er en 48-årig mand fra Lemvig. Han blev erklæret død, da en akutlæge ankom til stedet.

    Ulykkesstedet er i løbet af søndagen blevet undersøgt af en bilinspektør.

    /ritzau/