Ramaphosa vil korruption til livs i Sydafrikas regerende parti

    Det er på tide at gøre noget ved de problemer, som Sydafrikas regerende parti, ANC, står overfor.

    Sådan lyder budskabet fra bevægelsens nyvalgte leder, vicepræsident Cyril Ramaphosa, i sin første store tale oven på udnævnelsen.

    – Vi bliver nødt til at genoprette ANC’s integritet og troværdighed, siger han klædt i partiets farver på et vælgermøde i byen East London i anledning af dets 106 års fødselsdag.

    – Bevægelsen er blevet dybt opdelt gennem splittelse, politiske vennetjenester, korruption og konkurrence om ressourcer, fortsætter han.

    ANC er for mange synonymt med Nelson Mandela og afskaffelsen af apartheid.

    Men de seneste år er partiet i stigende grad blevet associeret med korruption.

    Ramaphosa overtog ledelsen med partiet fra Sydafrikas præsident, Jacob Zuma, i december.

    Zuma har været involveret i adskillige sager om korruption.

    ANC’s nye leder blev valgt på en fem dage lang partikongres, hvor han var oppe imod Zumas ekskone.

    Ramaphosa blev blandt andet formand på et løfte om at gøre bekæmpelse af korruption til sin vigtigste opgave.

    Det løfte gentager han lørdag.

    – Vi vil gøre op med alle former for korruption. Efterforskning af de ansvarlige vil blive givet øverste prioritet, sagde han ifølge BBC.

    /ritzau/AFP