Det bliver ikke en del af regeringens medieudspil at udskille Koncerthuset og DR’s ensembler fra resten af DR.
Det forsikrer kulturminister Mette Bock (LA) torsdag aften på Facebook.
– Samtidig vil jeg benytte lejligheden til allerede nu at fastslå, at udskillelse af DR Koncerthus, aktiviteterne heri og ensemblerne ikke bliver en del af medieudspillet.
– Mange har interesseret sig for denne del, og jeg kan lige så godt fastslå konklusionen herom, inden det samlede udspil kommer. Så kan vi koncentrere diskussionerne om andre elementer, skriver hun.
Tilbage i marts luftede ministeren ellers i en kronik i Jyllands-Posten idéen om at fjerne DR’s musikalske aktiviteter og lægge DR SymfoniOrkestret ind under Det Kongelige Teater.
– Hvis min idé – min tanke – blev ført ud i livet, ville DR umiddelbart stå tilbage som en institution, der alene skulle koncentrere sig om at producere medieindhold, sagde hun dengang til Jyllands-Posten.
Regeringen offentliggør torsdag “en række analyser af DR’s økonomi” som forberedelse til de kommende forhandlinger om et nyt medieforlig, tilføjer ministeren på Facebook.
Til februar præsenterer regeringen sit samlede medieudspil.
/ritzau/











