USA’s præsident, Donald Trump, vil deltage i det verdensøkonomiske forum i Davos, Schweiz, senere i januar, oplyser hans talskvinde.
På mødet, der samler internationale politikere og erhvervsledere, vil han personligt gøre rede for sin politik “America First”, siger Sarah Sanders.
– På dette års World Economic Forum ser præsidenten frem til at kunne fremme sin politik om at styrke virksomheder, amerikanske industri og amerikanske arbejdere, siger hun.
I år vil Davos-mødet fra 23. til 26. januar granske årsagerne til politiske, økonomiske og sociale spændinger i lande.
/ritzau/Reuters











