Franske kvinder forsvarer mænds ret til at lægge an på dem

    I et åbent brev advarer omkring 100 kvindelige forfattere, kunstnere og akademikere fra Frankrig om, at MeToo-bevægelsen i nogle tilfælde har udviklet sig til puritanisme og en heksejagt på mænd.

    Blandt brevets forfattere finder man blandt andet filmstjernen Catherine Deneuve. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

    I brevet erklærer kvinderne ifølge AFP, at mænd skal have lov til at “lægge an” på kvinder.

    74-årige Catherine Deneuve har en flere årtier lang filmkarriere i Frankrig bag sig og betragtes som fransk films største femme fatale nogensinde.

    I 2017 opstod MeToo-bevægelsen, hvor kvinder er trådt frem og har talt om sexchikane og seksuelle overgreb efter anklager mod filmproducent Harvey Weinstein.

    Men ifølge kvinderne i brevet er nogle af de anklager, der bliver rejst i kølvandet på anklagerne mod Weinstein, i højere grad udtryk for en “heksejagt” på mænd og trussel mod den seksuelle frihed.

    – Voldtægt er en forbrydelse, men at prøve og forføre nogen – selv om det er vedholdent og klodset – er ikke et machoangreb, skriver brevets forfattere.

    – Mænd er blevet summarisk straffet, tvunget til at forlade deres job, hvis de blot har rørt en eller andens knæ eller prøvet at stjæle et kys.

    /ritzau/