Copa America-vinder henter ny træner efter VM-skuffelse

    Reinaldo Rueda bliver manden, der som cheftræner får ansvaret for at genrejse Chiles fodboldlandshold, efter at landet skuffede ved ikke at kvalificere sig til VM i Rusland i år.

    Det Chilenske Fodboldforbund meddeler på sin hjemmeside, at den 60-årige træner har fået en kontrakt frem til udløbet af kvalifikationen til VM-slutrunden i Qatar i 2022.

    Colombianske Reinaldo Rueda kommer fra et job som cheftræner for den brasilianske storklub Flamengo.

    Han har tidligere blandt andet været landstræner for Honduras, som han førte frem til VM-slutrunden i 2010.

    Fire år senere var han landstræner for Ecuador under VM.

    Chile sagde farvel til landstræner Juan Antonio Pizzi, efter at ikke lykkedes for holdet at komme med til årets VM-slutrunde.

    Det var noget af en skuffelse for de sydamerikanske mestre med stjerner som Alexis Sánchez og Arturo Vidal på holdet.

    Chile vandt Copa America, turneringen om det sydamerikanske mesterskab, i både 2015 og 2016.

    Ved de to seneste VM-slutrunder i 2010 og 2014 blev holdet slået ud i ottendedelsfinalerne.

    /ritzau/