De to divisionsrivaler New Orleans Saints og Carolina Panthers rundede den første slutspilsweekend af i NFL, verdens bedste liga for amerikansk fodbold.
Og efter et sent, truende comeback fra Carolina kunne spillerne fra New Orleans til sidst knytte næverne i glæde og se frem mod endnu en slutspilskamp mod Minnesota Vikings.
New Orleans vandt således 31-26, efter at Carolinas quarterback Cam Newton i de døende minutter havde muligheden for at bringe sit hold foran.
Forud var gået en intens kamp, hvor hårdt spil mellem de to rivaler især var gået ud over Carolina.
Cam Newton blev således sacked fire gange. Den store quarterback måtte endda udgå kortvarigt efter at være blevet ramt i hovedet af New Orleans’ David Onyemata i anden halvleg.
Også på kampens sidste spil blev Cam Newton nedlagt. Han havde ellers ført Carolina frem til New Orleans’ banehalvdel og havde altså en sidste mulighed for at stjæle sejren fra hjemmeholdet.
Det lykkedes dog ikke for Carolina, der senest var i Super Bowl i 2016, hvor holdet tabte til Denver Broncos.
Receiver Ted Ginn Jr. var en af kampens store oplevelser.
Han skiftede inden sæsonen fra netop Carolina Panthers til New Orleans Saints. Den lynhurtige Ginn Jr. sluttede kampen med 115 receiving yards og et enkelt touchdown.
I kampen forinden slog Jacksonville Jaguars Buffalo Bills 10-3. Det var første gang i 17 år, at Buffalo Bills var en af deltagerne i en kamp i slutspillet.
Kampen blev aldrig en seværdig affære, og Jacksonville tog sejren uden for alvor at være under pres.
Holdet skal i næste runde til Pittsburgh, hvor Steelers’ frygtindgydende offensiv venter. Det bliver et opgør mellem en af NFL’s bedste offensiver og en af de bedste defensiver.
I de øvrige kvartfinaler rejser Tennessee Titans til Foxborough, hvor New England Patriots venter, mens Atlanta Falcons skal en tur til Philadelphia for at møde Eagles.
/ritzau/