Donald Trumps tidligere særlige rådgiver Steve Bannon trækker i land efter at have udtalt sig til den nye kontroversielle bog “Fire and Fury”.
I en udtalelse til mediet Axios, siger han blandt andet:
– Donald Trump Jr. er både en patriot og en god mand. Hans støtte til præsidenten og til hans agenda har været urokkelig.
Bannon skriver også, at udtalelser i bogen ikke var rettet mod Trump, men Trumps tidligere kampagneleder Paul Manafort.
Steve Bannon har udtalt sig til bogen “Fire and Fury: Inside the Trump White House”, der blev udgivet fredag og forventes at blive en bestseller.
Den er skrevet af forfatteren Michael Wolff, og handler om Donald Trumps første år ved magten.
Bogen er fyldt med personlige beskyldninger mod Donald Trump og en af de centrale kilder er Steve Bannon.
I bogen kritiserer Bannon blandt andet Trumps søn og svigersøn for i sommeren 2016 at holde et møde med russere.
Den anklage fik Trump til at sige, at Bannon havde mistet forstanden.
Steve Bannon forlod Det Hvide Hus i august og vendte tilbage som redaktør for et højreradikalt medie.
Ifølge Donald Trump blev han fyret fra posten som særlig rådgiver.
/ritzau/