En mand er død efter svensk metro-eksplosion

    En mand er død efter en eksplosion ved metrostationen Vårby Gård uden for Stockholm.

    En kvinde er såret, men ikke alvorligt.

    Den dræbte mand formodes at være i tresserne. Han var sammen med den cirka 45-årig kvinde.

    De blev begge hastet til hospitalet, hvor manden døde af sine skader. Kvinden var lettere såret.

    Ifølge Sven-Erik Olsson fra Stockholms politi har manden samlet noget op, der har ligget på jorden, og så eksploderede det.

    Der findes ingen tegn på, at kvinden og manden har været mål for et angreb. Politiet har ikke omtalt eksplosionen som en terrorhændelse.

    Vårby Gård ligger cirka 15 kilometer sydvest for centrum af Stockholm.

    Politiets bombeeksperter arbejder på stedet for at kunne sikre sig, at der ikke ligger flere farlige sprængemner.

    Flere svenske medier skriver, at det kan have været en håndgranat, der eksploderede, men det har politiet ikke kommenteret.

    Politiet har ikke svaret på, hvilken type sprængstof, det har drejet sig om, eller villet sige noget om, hvor kraftig eksplosionen har været.

    Abdullah Özmen, der har en spillebutik, som ligger 50 meter fra metrostationen, fortæller, at braget kunne høres inde i butikken.

    – Vi hørte eksplosionen. Da vi gik udenfor, så vi to personer, som lå på jorden, siger han til nyhedsbureauet TT.

    Det ser ud som om, at eksplosionen er sket på Vårbygårdstorget uden for stationen, siger Özmen.

    Både tunnelbanen og centrum af Vårby Gård er afspærret af politiet efter eksplosionen.

    – Man bliver jo bange. Tænk om det skulle være hændt i centrum også, siger han.

    I alt blev er der blevet sendt seks ambulancer til stedet. Ifølge SOS Alarm blev der kørt skadede personer væk i tre af bilerne, skriver TT.

    Vårby Gårds metrostation er lukket, og det betyder, at tog ikke stopper op, men fortsætter til næste station.

    Københavns Politi skriver på Twitter, at det følger situationen i Stockholm nøje.

    /ritzau/