EL-top: Godt at eksborgmester forsvarer eftervederlag

    Enhedslistens finansordfører, Pelle Dragsted, er glad for, at tidligere teknik- og miljøborgmester i København Morten Kabell (EL) har forsvaret, hvorfor han trods ekstern og intern kritik har beholdt sit eftervederlag på over 500.000 kroner.

    – Det er vigtigt, at han får en række nuancer frem. Blandt andet det med, at han ville stå uden indkomst i en periode, hvis han frasagde sig eftervederlaget.

    – Han ville også stå uden feriepenge det første år i sit nye job. Han gør det klart, at det måske ikke er helt så enkelt, som det er blevet fremstillet i medierne, siger Dragsted.

    Netop Dragsted og partitoppen i Enhedslisten mener ikke, at borgmestre bør få eftervederlag, hvis de får et nyt job.

    I januar er Kabell begyndt i et nyt job som vicedirektør i konsulentfirmaet Copenhagenize Design Company. Alligevel modtog han 1. januar eftervederlag på over en halv million kroner.

    Søndag sagde Kabell sine første ord om sagen efter ugers tavshed. Det skete på Facebook. Her beskrev Kabell, at han har 26.000 kroner tilbage, når blandt andet skat og partiskat er trukket fra.

    Kabell kommer også med en bredside mod netop Dragsted, som tidligere har udtalt, at Kabell ikke burde modtage eftervederlag.

    – Jeg er ked af det, hvis Morten Kabell har følt sig uretfærdigt behandlet. Jeg har kæmpe stor respekt for ham og hans indsats som borgmester for Enhedslisten, siger Dragsted.

    /ritzau/