Janus Tarp er rygmarvsskadet og overvejer i disse dage, om medicinsk cannabis vil kunne hjælpe ham med at blive fri for de kramper, der løbende rammer hans krop og svækker hans evne til at koncentrere sig.
Han ærgrer sig over, at mange praktiserende læger ifølge DR Nyheder afviser at udskrive recepter på medicinsk cannabis, selvom en ny forsøgsordning har gjort det muligt.
– Det bekymrer mig, at selvom man har et godt og personligt forhold til sin egen læge og har kunnet få udskrevet det, man har behov for, så kan man pludselig stå i en situation, hvor man ikke kan få en ydelse, som andre kan få, siger Janus Tarp.
Han er samtidig formand for UlykkesPatientForeningen, som er talerør for blandt andet rygmarvsskadede patienter. De er omfattet af forsøgsordningen med cannabis-medicin.
Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) opfordrer ifølge DR lægerne til at hjælpe de patienter, der har brug for den nye forsøgsordning med medicinsk cannabis. Og ellers må patienter skifte læge til en, der er villig til det, siger hun.
– Jeg vil ikke afholde mig fra at søge andre steder hen for at få det. Men jeg synes, det er urimeligt, hvis vi som patienter skal sendes på den form for lægeshopping, selvom alle centralt fastsatte kriterier er opfyldt, siger Janus Tarp.
– Det er betænkeligt, fordi det er lovgivernes ønske, at visse patienter, der opfylder bestemte kriterier, skal kunne modtage medicinsk cannabis, siger Janus Tarp.
UlykkesPatientForeningen taler for, at forsøgsordningen ændres, så problemerne kan undgås.
– Løsningen kunne være, at hvis man som patient objektivt opfylder de krav, der er sat fra lovgivers side, så bør man have ret til at få medicinsk cannabis, siger han.
Også organisationen Danske Patienter vil ændre forsøgsordningen, så patienter kan få medicinen, hvis de opfylder kravene i forsøgsordningen.
/ritzau/