Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi er rykket ud efter anmeldelse om en skudepisode i Næstved.
Det skriver TV Øst på sin hjemmeside.
Skudepisoden blev anmeldt klokken 13.39, og fandt sted på Mosevej, der ligger mellem nogle boligblokke og erhvervsbygninger.
– Vi er stærkt på vej fra alle sider, siger vagtchef Ole Hald til TV Øst.
Det er uvist, om nogen er ramt, eller om skudepisoden er banderelateret.
Sydsjællands og Lolland-Falsters politi har i halvandet års tid haft travlt med flere skyderier og voldsepisoder, der menes at udspringe af især to konflikter i rocker- og bandemiljøet.
Grupperne Satudarah og Mongols har en konflikt kørende, og det gælder også Satudarah og Bandidos.
Konflikterne har betydet, at politiet indførte visitationszoner i flere byer og forbød bander og rockere at opholde sig i deres klubhuse.
I december var konflikterne dog stilnet så meget af, at politiet ophævede visitationszoner i Nykøbing Falster, Stubbekøbing og Maribo,
Desuden fik Bandidos igen lov til at bruge sit klubhus i Næstved, mens Satudarah helt opgav sit klubhus i Maribo.
/ritzau/