Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) har søndag ikke mulighed for at stille op til interview med Ritzau i sagen om, at danske myndigheder sætter udvisningen af afviste asylansøgere med alvorlige sygdomme på pause i fire uger.
Lørdag sendte Udlændinge- og Integrationsministeriet en pressemeddelelse ud om suspenderingen af den hidtidige praksis.
Baggrunden for suspenderingen er en dom fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol fra december 2016.
Her fik en georgisk mand medhold i, at Belgien ikke kunne udvise ham, fordi han var alvorligt syg uden at være døende.
På torsdag skal Støjberg i samråd om samme sag. Det er Enhedslisten, SF, Alternativet og De Radikale, som har indkaldt ministeren i samråd.
/ritzau/