Landsholdsspillerne Riza Durmisi og Simon Kjær kom på måltavlen, da Real Betis mødte Sevilla i den bedste spanske fodboldrække.
Sejren endte hos Betis, der vandt lokalbraget mellem de to Sevilla-klubber med 5-3.
Venstrebacken Durmisi sendte Betis på kurs mod sejren, da han efter en times spil gjorde det til 3-2.
Danskeren var gået med frem i venstresiden, hvor han uhindret udnyttede den frie plads til at prikke et indlæg forbi hjemmeholdets målmand.
Simon Kjær havde kort før pausen udlignet til 2-2 for Sevilla med sit første ligamål siden klubskiftet fra tyrkiske Fenerbahce sidste år.
Midterforsvareren stod klar i straffesparksfeltet, da bolden blev slået ind over fra højresiden. Rafael Vazquez forlængede indlægget, og til sidst kastede danskeren sig efter bolden, der fløj i nettet.
Simon Kjær har en gang tidligere scoret for Sevilla. Det var i oktober, da holdet tabte 1-5 til Spartak Moskva i Champions League.
Betis blev lørdag aften belønnet for at være en anelse skarpere end Sevilla. Allerede i det første minut bragte Betis sig foran med 1-0, og efter et hurtigt modsvar fra Sevilla kom gæsterne på 2-1 midtvejs i første halvleg.
Efter at opgøret havde budt på to danske scoringer fra Kjær og Durmisi, gjorde Sergio Leon det til 4-2 til Betis, inden Clement Lenglet reducerede til 3-4 for Sevilla.
Seks minutter inde i overtiden cementerede Cristian Tello sejren for Betis med målet til 5-3 på et kontraangreb.
Sevilla indtager femtepladsen i Primera Division med 29 point for 18 kampe. Betis rykker med sejren op på ottendepladsen med 24 point.
/ritzau/