Antallet af unge, der henvender sig til Red-Safehouse, som driver to skjulte opholdssteder for unge på flugt fra såkaldte æresrelaterede konflikter, er steget de sidste otte år.
Det skriver Jyllands-Posten søndag.
Antallet af henvendelser er steget fra 88 i 2008 til 307 i 2017. Det resulterede i, at der i løbet af sidste år var 166 beboere tilknyttet Red-Safehouse. Det er det højeste antal nogensinde.
– Jeg tror desværre, at vi kun har set toppen af isbjerget, hvilket blandt andet kan skyldes skam, skyld og frygt hos de unge, siger Anita Johnson, direktør hos Red-Safehouse, til Jyllands-Posten.
Også rådgivningstilbuddet Etnisk Ung oplever, at der har været en stigning af unge, oftest med muslimsk baggrund, som har henvendt sig. Fra 397 i 2008 til 1258 i 2017.
Ifølge Susanne Willaume Fabricius, projektleder hos Etnisk Ung, er det stigende antal henvendelser ikke nødvendigvis ensbetydende med, at der i dag er flere unge, som er udsat for for eksempel social kontrol end tidligere.
– Det er snarere et udtryk for, at der er flere unge, som i dag tør bede om hjælp, og som ved, hvor de kan søge den, siger hun til Jyllands-Posten.
Siden 2006 har Rigspolitiet registreret anmeldelser og sager vedrørende de såkaldte æresrelaterede konflikter og forbrydelser fra landets politikredse.
De seneste tal viser, at der i 2016 blev registreret 156 anmeldelser og sager. Det er det højeste antal i syv år.
Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) mener, at de mange henvendelser vidner om “alvorlige problemer”.
– Jeg er stærkt optaget af at få gjort op med den sociale kontrol, vi ser i mange indvandrerfamilier, siger hun til Jyllands-Posten.
/ritzau/