Fejlfri Federer fører Schweiz til finalen i Hopman Cup

    Roger Federer oser af selvtillid inden grand slam-turneringen Australian Open.

    Schweizeren har vundet tre singlekampe i træk uden at afgive et eneste sæt ved holdturneringen Hopman Cup.

    Torsdag gik det ud over amerikaneren Jack Sock, som tabte 6-7, 5-7 efter en tæt tenniskamp.

    – Jeg synes, det var en meget underholdende kamp på et højt niveau. Vi tog begge et skridt fremad, siger Federer ifølge AFP.

    Federers sejr var med til at sende Schweiz i Hopman Cup-finalen.

    Turneringen spilles for blandede hold, og makkeren Belinda Bencic vandt også sin singlekamp, da schweizeren slog amerikanske Coco Vandeweghe med cifrene 7-6, 6-4.

    Efter kampen fortalte Federer, at verdenstoeren går ind til 2018-sæsonen med en anderledes følelse end for et år siden, hvor han gjorde comeback efter en knæskade.

    – Ja, det kan du sige. Jeg er mere tryg. Jeg var nummer 17 i verden (på samme tid for et år siden, red.), og det gjorde en forskel, siger Federer.

    For et år siden var Federer i fare for at ryge langt ned på verdensranglisten, men han endte med at avancere kraftigt ved at vinde Australian Open.

    – Hvis jeg ikke vandt en kamp eller to i Australien, så ville jeg ryge ud af top-30, så tingene var sat lidt på spidsen sidste år, husker Federer tilbage.

    Federer og Bencic vandt torsdag også i mixed double over Sock og Vandeweghe, og dermed har Schweiz vundet samtlige ni kampe i gruppespillet over Japan, Rusland og USA.

    Den anden Hopman Cup-finalist findes fredag, hvor Tyskland og Belgien er favoritter til at skulle møde Schweiz.

    36-årige Federer jagter sin anden Hopman Cup-titel i karrieren. Den første vandt han tilbage i 2001 sammen med Martina Hingis.

    /ritzau/