En selvmordsbomber sprængte torsdag sig selv i luften nær en gruppe politimænd og demonstranter i Kabul.
Ifølge Afghanistans sundhedsministerium er 11 dræbte, mens 25 er blevet såret, skriver AFP.
Afghanske embedsmænd siger til nyhedsbureauet, at mange er blevet dræbt eller såret ved angrebet i den afghanske hovedstad.
En reporter fra nyhedsbureauet Reuters siger, at et af politiets køretøjer kørte døde eller sårede væk fra eksplosionsområdet, der ligger tæt på den amerikanske ambassade.
/ritzau/











