Bjorkstrands NHL-træner: Kun få skyder så godt som ham

    Ishockeyspilleren Oliver Bjorkstrand afgjorde sagen med to scoringer, da Columbus Blue Jackets natten til onsdag på udebane slog Dallas Stars med 2-1 i NHL.

    I tredje periode scorede den 22-årige dansker to gange inden for 78 sekunder, efter at gæsterne tidligere i kampen var kommet foran.

    Sejrsmålet var lidt af en perle, hvor Bjorkstrand fra en spids vinkel løftede pucken ind over Dallas-keepers ene skulder.

    – Det er svært for mig at beskrive.

    – Jeg kom ned langs siden og skulle træffe en hurtig beslutning, siger Oliver Bjorkstrand til nhl.com om 2-1-målet.

    Den unge dansker havde ikke scoret i de foregående ni kampe for Columbus Blue Jackets, der var uden sejr i tre kampe.

    Derfor var Columbus-træner John Tortorella ekstra glad for at se Bjorkstrand vise sig frem.

    – Han har haft nogle gode offensive aktioner, men vi har ikke set så meget til ham på det seneste.

    – Der er ikke mange, der kan slå til en puck, som han kan. Det var vigtigt at finde tilbage til det, siger Tortorella til nhl.com.

    Oliver Bjorkstrands 1-1-udligning var også bemærkelsesværdig. Pucken blev sendt op i luften ned mod Dallas Stars’ ende, hvor gæsternes Stephen Johns var hurtig over pucken.

    Alligevel lykkedes det Bjorkstrand at vriste pucken fra Dallas-forsvareren, skøjte mod mål og score til 1-1.

    – Det er surt at tabe på den måde. Vi havde føringen i tredje periode, og jeg skulle have haft fat i den puck. Det er det, som det hele handler om.

    – De fik fat i den, og de fik momentum, siger Stephen Johns til nhl.com.

    Oliver Bjorkstrand glæder sig over, at det lykkedes Columbus Blue Jackets at hive sejren hjem efter tre nederlag i træk.

    – Det er stort.

    – Når man begynder at tabe nogle kampe, så vil man bare have den sejr, siger danskeren.

    Oliver Bjorkstrand har i den igangværende NHL-sæson scoret otte gange for Columbus Blue Jackets.

    /ritzau/