Anklager kræver fire års fængsel i vandscootersag

    I maj sidste år forårsagede en 25-årig mand to unge, amerikanske kvinders død, da han påsejlede deres båd i Københavns Havn.

    Det skal koste fire års fængsel, lyder det fra senioranklager Elisabeth Boserup i Københavns Byret tirsdag eftermiddag.

    De øvrige tiltalte kræver hun idømt straffe på mellem seks til otte måneders fængsel.

    I alt er syv mænd og en kvinde tiltalt i sagen. Den 25-årige mand er tiltalt for uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder.

    Han har tidligere under retssagen erkendt, at det var ham, som sejlede ind i båden med de to kvinder.

    Men han afviser dog at have sejlet med 50-60 kilometer i timen, som flere vidner har hævdet.

    De syv andre er anklaget for have udsat andre for livsfare ved at sejle hensynsløst rundt i havnen med vandscootere. De nægter sig alle skyldige.

    /ritzau/