It-nedbrud udløste lange ventetider i amerikanske lufthavne

    De amerikanske told- og grænsemyndigheder måtte mandag kæmpe med massive tekniske problemer i en række lufthavne.

    Her oplevede myndighederne nemlig et nedbrud i computersystemerne, der varede omkring to timer.

    Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

    Nedbruddet forårsagede lange ventetider for rejsende i de berørte lufthavne.

    Det oplyser de amerikanske told- og grænsemyndigheder.

    Nedbruddet ramte klokken 19.30 lokal tid på den amerikanske østkyst. Problemet blev løst to timer senere, skriver myndighederne i en meddelelse.

    Der er foreløbig ingen tegn på, at nedbruddet blev udløst af fjendtlige aktører.

    – På dette tidspunkt er der ingen indikationer på, at nedbruddet var af ondsindet karakter, skriver myndighederne i meddelelsen.

    Jennifer Gabris, talsmand for grænsemyndighederne, oplyser, at nedbruddet ikke har haft indflydelse på kontrollen af rejsende i de berørte lufthavne.

    Det skriver nyhedsbureauet AP.

    /ritzau/