Kim Jong-Un lufter mulig nordkoreansk OL-deltagelse

    Optakten til vinter-OL i Sydkorea i februar har været præget af meget snak om sikkerhed grundet den evige raslen med raketsablen fra naboerne Nordkorea.

    Men nu antyder Nordkoreas leder, Kim Jong-Un, at landet muligvis stiller op ved vinter-OL i Pyeongchang.

    – Jeg håber oprigtigt, at vinter-OL i Pyeongchang vil blive en succes, siger Kim Jong-Un i sin tale til nationen nytårsaften.

    – Vi er villige til at tage de nødvendige skridt, inklusive at sende vores delegation.

    Det nordkoreanske kunstskøjteløberpar Ryom Tae-Ok og Kim Ju-Sik er kvalificeret til OL, men Nordkoreas Olympiske Komité missede deadlinen i oktober for at bekræfte parrets OL-deltagelse.

    De to nordkoreanere kan dog stadig komme med, hvis de får en invitation fra Den Internationale Olympiske Komité (IOC).

    Kim Jong-Un slog dog også fast, at en deltagelse ved vinter-OL og eventuelle forbrødringsmøder mellem Nord- og Sydkorea krævede en mere stabil situation mellem de to lande.

    Dermed er endnu intet sikkert i forhold til nordkoreansk deltagelse i Pyeongchang, men muligheden er dog luftet fra øverste sted.

    /ritzau/