Beredskab rykkede ud over 500 gange på travl nytårsaften

    Beredskaber over hele landet har rykket ud over 500 gange i løbet af nytårsaftensdag og nytårsaften, oplyser Danske Beredskaber.

    Tallene er ikke fuldstændige, da beredskabet på grund af tekniske problemer, endnu ikke har fået fat i de specifikke tal for alle enheder.

    Opgaverne har varieret fra færdselsuheld til brandslukning.

    Sekretariatschef for Danske Beredskaber, Bjarne Nigaard, oplyser, at det har været en travl nytårsaften.

    Han oplyser, at man som tommelfingerregel siger, at en “normal” nytårsaften består af omtrent 400 udrykninger. Denne nytårsaften har altså været i den travle ende.

    – For os er aftenen en succes, hvis beredskabet kun skal rykke minimalt ud, for så betyder det, at vi har haft en sikker og tryg nytårsaften i Danmark. Sådan skulle det ikke helt være, men heldigvis står vores beredskaber altid klar til at rykke ud, skriver han i en mail.

    /ritzau/