FN-generalsekretær opfordrer til forsoning i dyster nytårstale

    – Verden er gået fundamentalt baglæns.

    Sådan lyder det i indledningen af den nytårstale, FN’s generalsekretær, portugisiske António Guterres, slutter året af med at holde.

    I talen fortæller Guterres, hvordan han havde håbet, at 2017 ville blive et fredens år. Han må dog erkende, at det ikke blev sådan, og han slår derfor “rød alarm”.

    – Konflikter er blevet værre, og nye farer er kommet frem. Global angst for atomvåben er på det højeste siden den kolde krig.

    – Klimaforandringerne sker hurtigere, end vi udvikler os. Uligheden stiger, siger Guterres i sin tale.

    Han fortsætter med at fortælle om, at der sker forfærdelige brud på menneskerettighederne, og at nationalisme og fremmedhad er stigende.

    Guterres budskab er derfor forsoning.

    – Jeg tror inderligt på, at vi kan gøre vores verden mere sikker.

    – Vi kan løse konflikter, overkomme had og forsvare fælles værdier, men vi kan kun gøre det sammen, siger Guterres.

    /ritzau/