Liberias nyvalgte præsident, fodboldikonet George Weah, lover at udrydde korruption.
Det siger han lørdag i sin første tale, siden han tidligere på ugen vandt præsidentvalget i det vestafrikanske land.
– De, der har til hensigt at snyde det liberiske folk gennem korruption, har intet at gøre i min regering, siger George Weah i en tale på sit partis hovedkontor i Monrovia.
Weah er medlem af centrumhøjrepartiet Coalition for Democratic Change (CDC).
George Weah siger videre, at hans administration vil bygge videre på den fremgang, den afgående præsident, Ellen Johnson Sirleaf har opnået. Han opfordrer samtidig liberiske diasporaer til at vende hjem.
Ellen Johnson Sirleaf roser den fredelige valgproces i landet. Hun mener, den viser, at Liberias unge demokrati er modent.
51-årige George Weah vandt tirsdagens præsidentvalg over sin modstander, vicepræsident Joseph Boakai, med 61,5 procent af stemmerne.
Det er første gang siden 1944, at en demokratisk valgt regering i Liberia overdrager magten til en anden.
George Weah betragtes af mange liberiere som en helt. Han er født og opvokset i et slumkvarter i den liberiske hovedstad, Monrovia, men fandt siden berømmelse i international fodbold.
Weah er som den eneste afrikaner kåret som verdens bedste fodboldspiller af Fifa.
/ritzau/dpa











