Landsbyleder anholdt for drab på FN-eksperter i DRCongo

    Landsbylederen i en lille by i Den Demokratiske Republik Congo (DRCongo) mistænkes for at have beordret drabet på den svenske FN-medarbejder Zaida Catalán og to andre, der blev fundet dræbt i det afrikanske land i marts.

    Det oplyser en talsmand for militæret i DRCongo lørdag.

    Catalán var udsendt til DRCongo sammen med en amerikansk kollega, Michael Sharp, for at undersøge oplysninger om et større antal massegrave i den krigshærgede Kasai-region.

    Myndighederne har fra begyndelsen peget på den nu anholdte landsbyleder som ansvarlig for drabene på de to FN-ansatte og deres congolesiske tolk.

    De tre ofre blev fundet dræbt lidt nord for den by, hvor den anholdte er landsbychef.

    En FN-rapport, der blev udgivet tidligere i år, peger derimod på, at regeringshæren kan have været indblandet.

    En talsmand for FN såede tidligere på året tvivl om, hvorvidt DRCongos egen efterforskning er troværdig.

    /ritzau/AFP