En Beatle og en Bee Gee er blandt de berømte borgere, der har modtaget ridderskab af Storbritanniens monark.
Kabinettet offentliggør to gange om året en liste over de personer, der bliver hædret for deres tjeneste, service eller tapperhed. Det sker i juni og lige før nytårsaften.
Nytårslisten, der er offentliggjort fredag aften, afslører, at The Beatles-trommeslager Ringo Starr og Barry Gibb fra Bee Gees begge er blevet slået til riddere.
Det skriver nyhedsbureauet AP.
77-årige Ringo Starr, hvis rigtige navn er Richard Starkey, er den anden Beatle, der bliver tildelt ridderskab 21 år efter Paul McCartney.
Den 71-årige discopioner Barry Gibb, der startede Bee Gees sammen med sine brødre Robin og Maurice, der begge er døde, siger, at han er “dybt beæret, ydmyg og meget stolt”.
– Dette er et øjeblik i livet, der er værdsat, og som aldrig vil blive glemt, siger Gibb.
– En stor del af æren skal mine brødre have. Denne ære er lige så meget deres, som den er min, siger han ifølge det britiske nyhedsbureau Press Association.
Flere end 1100 mennesker blev æret i år. Listen, der omfatter politikere, akademikere, journalister, forfattere og atleter, er udarbejdet af den britiske regering og godkendt af dronning Elizabeth II.
/ritzau/











