Otte personer er bragt til sygehuset efter en trafikulykke på Holmstrupgårdsvej i Brabrand ved Aarhus.
Det oplyser Østjyllands Politi, der fik alarmen om ulykken klokken 18.47.
– Tre af de tilskadekomne er alvorligt kvæstede, men vi kender ikke nærmere til deres tilstand, siger vagtchef Per Bennekov.
Bilinspektøren og politiet er ved 20.15-tiden stadig i gang med deres undersøgelser, så det er ikke med sikkerhed slået fast, hvad der er sket.
– Men der er tilsyneladende sket det, at en bil er kørt op bag i en anden bil, som så er blevet skubbet over i den modsatte kørebane. Her er den blevet ramt af en modkørende bil, siger vagtchefen.
Alle de tre alvorligt kvæstede sad i den bil, der efter alt at dømme blev skubbet over i den forkerte side af vejen.
I forbindelse med ulykken er Holmstrupgårdsvej spærret fra Edwin Rahrsvej til rundkørslen ved Jernaldervej.
/ritzau/











