En kvinde er kommet slemt til skade fredag eftermiddag i en ulykke med en lastbil og en personbil på Viborg Hovedvej nord for Hjøllund. Som følge af ulykken er vejen spærret for trafik i begge retninger.
Sammenstødet er sket mellem Hjøllund og Christianshedevej, oplyser politiet og Vejdirektoratet på Twitter.
Ved 14.15-tiden forventer Vejdirektoratet, at der tidligt klokken 17 vil være ryddet på stedet.
Umiddelbart er der ikke oplysninger om, hvordan ulykken kunne ske. En bilinspektør er blevet tilkaldt for at klarlægge, hvad der er sket, oplyser vagtchefen ved Midt- og Vestjyllands Politi.
Tilsyneladende er personbilen kørt ind i siden på lastvognen. En kvinde i bilen er svært kvæstet, oplyser politiet.
/ritzau/











