Mindst 12 personer er døde i en bygningsbrand i New York-bydelen Bronx. Det oplyste New Yorks borgmester, Bill de Blasio, torsdag aften lokal tid ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Ifølge borgmesteren var en af de døde en baby.
– Det gør mig ondt at meddele, at 12 newyorkere er døde, deriblandt et barn på kun et enkelt år, sagde Bill de Blasio til journalister på stedet, efter at branden var blevet slukket.
Myndigheder i byen oplyser til nyhedsbureauet AP, at fire yderligere er alvorligt såret, og at de kæmper for deres liv.
Det første nødopkald blev foretaget klokken 18.51, efter at en brand på tredje etage brød ud i en bygning med fem etager.
Inden for en time havde branden nået alarmstatus fire på skalaen, der går fra et til seks.
Bygningen er en beboelsesejendom, der ligger på Prospect Avenue tæt ved Fordham University og Bronx Zoo.
Omkring 170 brandfolk arbejdede ifølge AP for at redde folk ud fra bygningen i New Yorks vinterkulde på ti minusgrader.
En af de værste brande i New Yorks nyere historie fandt sted i Bronx i marts 2007. Dengang døde ni børn og en enkelt voksen som følge af branden, der blev sat i gang af et varmeapparat.
/ritzau/











