Brand i New York-bydelen Bronx koster mindst seks livet

    Mindst seks personer er døde i en brand i en bygning i New York-bydelen Bronx, oplyser New Yorks borgmester, Bill de Blasio. Det skriver nyhedsbureauet AP.

    Brandvæsnet i storbyen oplyser på Twitter, at mindst 15 personer er alvorligt såret i branden.

    Det første nødopkald blev lavet klokken 18.51, efter at en brand på tredje etage brød ud i en bygning med fem etager.

    Inden for en time havde branden nået alarmstatus fire på skalaen, der går fra et til seks.

    Bygningen er en beboelsesejendom, der ligger på Prospect Avenue tæt ved Fordham University og Bronx Zoo.

    Omkring 170 brandfolk arbejder ifølge AP for at redde folk ud fra bygningen i New Yorks vinterkulde på ti minusgrader.

    En af de værste brande i New Yorks nyere historie fandt sted i Bronx i marts 2007. Dengang døde ni børn og en enkelt voksen som følge af branden, der var sat i gang af et varmeapparat.

    /ritzau/