Der er udskrevet præsidentvalg i Italien, som skal afholdes 4. marts 2018. Det oplyser præsident Sergio Mattarellas kontor.
Meddelelsen kommer, efter at den italienske premierminister, Paolo Gentiloni, torsdag aften har holdt et møde med regeringen.
Det er her, datoen for valget er blevet fastsat.
Kort forinden kabinetsmødet opløste Mattarella som ventet landets parlament, oplyste han i en udtalelse.
Tidligere på dagen advarede Gentiloni på det traditionelle nytårspressemøde partierne i Italien mod at sprede frygt og komme med urealistiske løfter i den “nært forestående” valgkamp.
Valget betragtes som et kapløb mellem tre fløje.
Der er det nuværende centrumvenstreparti PD, der sidder på magten. Derudover er der den konservative blok, som ledes af tidligere premierminister Silvio Berlusconi. Og så er der den EU-skeptiske Femstjernebevægelsen.
Femstjernebevægelsen ligger forrest i målingerne. Bagefter kommer PD, som dog kæmper med svigtende vælgeropbakning.
Samlet ser det dog ud til, at der ikke umiddelbart er flertal til nogen af fløjene.
Det kan kaste Italien, der er blandt Europas største økonomier, ud i en ny omgang politisk ustabilitet.
/ritzau/dpa











