På en landejendom ved Birkerød har Nordsjællands Politi torsdag fundet store mængder fyrværkeri.
– Den samlede mængde er ikke endeligt opgjort. Men umiddelbart er der fundet fyrværkeri med en NEM-vægt på 200 kilo, siger pressekonsulent Henriette Døssing.
Det vil sige, at mængden af fyrværkeri svarer til, at der var fundet 200 kilo rent krudt.
I forbindelse med fundet er en 47-årig mand blevet sigtet for overtrædelse af fyrværkeriloven.
– Han har opbevaret mere, end man må som privatperson, forklarer Henriette Døssing.
En privatperson må maksimalt ligge inde med fyrværkeri med en NEM-vægt på fem kilo.
Den store mængde fyrværkeri er endnu ikke gennemgået, men umiddelbart ser det ifølge Henriette Døssing ud til, at der er tale om lovligt fyrværkeri.
Fyrværkeriet er midt på eftermiddagen ved at blive fjernet. I den forbindelse er Hærens ammunitionsrydningstjeneste (EOD) blevet tilkaldt.
/ritzau/











