Togtrafik lammet over Fyn efter påkørsel

    Togtrafikken over Fyn står torsdag eftermiddag stille, efter en person er blevet påkørt af et tog ved byen Vissenbjerg.

    Det oplyser DSB og Fyns Politi.

    Helt konkret er hændelse sket ved Skalbjerg Station, der ligger på strækningen mellem Fredericia og Odense. DSB forventer ikke at kunne køre tog på strækningen før 16.30 torsdag. Imens indsættes togbusser.

    Først og fremmest kommer busserne til at køre mellem Odense og Fredericia. Senere vil togbusser også fragte passagerer til de stationer, hvor kun regionaltog stopper.

    Da der heller ikke kan køre tog på tværs af Fyn, oplyser DSB, at der vil være forsinkelser på intercity- og lyntog på tværs af landet.

    DSB minder om, at passagerer kan søge om kompensation, hvis de bliver mere end 30 minutter forsinket.

    Til TV2 Fyn oplyser Fyns Politi, at den påkørte person er afgået ved døden, og at intet tyder på en forbrydelse.

    /ritzau/