Kriseramte AC Milan sejrer i lokalt pokalopgør

    AC Milan har haft en skuffende sæson, men onsdag fik klubbens fans en succesoplevelse at varme sig på, da lokalrivalen Inter blev slået 1-0 i den italienske pokalturnering.

    Der skulle dog gå 120 minutter på de to klubbers fælles hjemmebane, før AC Milan-spillerne kunne række armene i vejret som sejrsherrer.

    I den forlængede spilletid havde angriberen Patrick Cutrone sørget for kampens enlige fuldtræffer, da han snød offsidefælden og let kunne dirigere et indlæg fra Suso videre i mål.

    Pokalturneringen ligner den letteste vej til en triumf for AC Milan i denne sæson. I sommer købte klubben og dens nye kinesiske ejere ellers en masse nye spillere, men succesen er udeblevet i Serie A.

    Det fik i november ledelsen til at fyre cheftræner Vincenzo Montella. Men resultaterne er ikke blevet bedre af at få den tidligere topspiller Gennaro Gattuso ved roret.

    AC Milan er aktuelt nummer 11 i Serie A, men onsdagens pokalsejr giver formentlig lidt mere ro på de indre gange i storklubben.

    I pokalturneringens semifinale skal AC Milan møde Lazio, der tirsdag vandt 1-0 over Fiorentina. De andre to kvartfinaler spilles først i næste uge.

    /ritzau/